EN AVISDRENGS ERINDRINGER FRA TREDIVERNE

EN AVISDRENGS ERINDRINGER F= RA TREDIVERNE.
Lidt mere, fra næsten 5 år.
Af Aage Villumsen

-1-

Jeg var blevet næsten fem år. Hvad der ligger forud for denne alder har jeg kun spredte glimt af, som jeg ikke har kunnet forbinde med nogen virkelige hændelser. Kun husker jeg, at jeg var frygtelig1 utryg når min far og mor skændtes. D.v.s.= Far skældte ud og mor græd. Vi boede på en bondegård. Nej det var ikke far, der ejede den. Vi boede kun til leje i= en del af stuehuset, som bonden lejede ud for at tjene lidt ekstra til terminen. Året var 1930 og landmændene tjente ikke mange penge på deres produkter. Der var virkelig krise i= hele verden. Ingen havde råd til at købe nogetsomhelst udover det mest nødvendige. Det kan du selv læse noget om i verdenshistorien. Det var forfærdelige tider. Det var den amerikanske børs i= New Yiork, som krakkede og rev hele den vestlige verdens børser med sig i faldet. Nå men alt det vidste jeg naturligvis ikke noget om. Jeg hyggede mig med min mor, og sov til jeg hørte hønsene kagle i= gården og solen tittede ind til mig. For selvom det også var drøjt for arbejdsfolk, så skulle vi da ikke ud= og tjene som børn mere. Mad fik vi da hver dag. Det sørgede mor og vel også far for.

Peter var nu blevet elleve og Villy ni år gamle. Peter arbejdede efter skoletiden hos en gårdejer, som= havde gård lige på den anden side af vejen. Villy gjorde også engang imellem. Det var især i= høstens tid og<= span style=3D'mso-spacerun:yes'> når der skulle køres roer ind om efteråret. Det fik de den formidable sum af femogtyve øre for om dagen. Peter stavlede dem op oven på hinanden og nænnede næsten ikke at bruge dem. Så det blev efterhånden til en ret stor stak. Men et eller andet ønske har han jo nok haft, som de skulle bruges til. Villy derimod var vist ikke så god= til at spare sine op.

Peter og Villy gik naturligvis i= skole og havde deres egne kammerater rundt i= byen. Nu siger jeg byen, men det var selvfølgeli= g kun en landsby med bondegårde rundt= om og huse for arbejderne. Men det var hyggeligt og vi manglede aldrig legekammerater i egen alder. En gang imellem nedlod Peter sig til at lege med os i= haven. Så skulle vi være heste<= span style=3D'mso-spacerun:yes'> og Peter kusk med pibe i munden. Det havde alle bønderkarle med respekt for sig selv. Det var der ingen som blev syge af, så vidt jeg kan mi ndes.

Min faster, Gerda tjente på en gård ved siden af. Hun kom af og til på besøg om aftenen. Det var vældig hyggeligt= , hun var så lattermild, hvilket iøvrigt alle fars søskende var! ”Du skal lægge to stykker i vindueskarmen”, sagde hun, "så kommer storken med en lillebror eller lillesøster til dig”. Selvom jeg nok har været lidt skeptisk ved at tro på den, fik jeg alligevel to stykker sukker af mor og lagde dem troskyldigt i= vindueskarmen. Peter og Villy grinede ad mig. Den troede de godt nok ikke på.

-2-

Som sagt var jeg næsten fem år. I den alder siger man som bekendt ikke: fire år og ni måneder. Det er der jo ingen der ved hvor meget er. Nej næsten fem år. Det lyder af mere. Det er på samme måde som i den anden ende af livet. Der siger man heller ikke halvfems et halvt. Nej man siger, jeg bliver enoghalvfems til sommer. Mærkeligt. Men altså ved de næsten fem, opdagede jeg at der også fandtes nogle søde små væsener, som kaldtes piger. De var så gode til at legs og meget aktive, kunne altid finde på noget at lege. Jeg havde jo kun brødre og de drillede altid den dumme lille unge, som var så forkælet. Gudrun hed hun, mit første feminine bekendtskab og kærlighed. Hun havde ildrødt hår og fregner i hele hovedet. Håret var flettet i to fletninger, som hængte ned ad ryggen, og hun var tre et halvt. Sød var hun. Hun havde ingen søskende, og var altid fuld af legeinitiativ, så tiden løb hurtigt med hende. Og så havde hun sådan en fin lille streg mellem benene, som så så sød ud. Den brugte hun til at tisse med. Allerbedst som vi legede i laden eller i= haven tog hun bare sine bukser ned og satte sig på hug. Ssss, sagde det, når hun gjorde det . Selvom det så spænden= de og flot ud, at der kunne komme tis ud af sådan en fin revne, syntes jeg alligevel, at det var temmelig upraktisk, at hun ikke havde en tissemand ligesom mig. Det var da nemmere, mente jeg. Det gjorde Gudrun egentlig også, så hun havde spurgt sin mor, hvorfor hun ikke også havde fået sådan en. Men mor havde sagt, at hun skulle være lidt større inden hun kunne få den. Det måtte hun så affinde sig med. - Og hun har da sikkert også fået en senere. Hendes far og mor havde gården ved siden af den vi boede tilleje på. Af og til kom jeg også med ind i deres stue. Der hang sådan<= span style=3D'mso-spacerun:yes'> nogle fine billeder af en,der hed Jesus med en krans af torne om hovedet. Det undrede mig en del, kan jeg huske. De bad også til Gud når de skulle spise. Senere er det gået op for mig, at de var det man kaldte"indre missionske", hvilket jo er en gren indenfor vor kristelige kirkesamfund.

En dag vi legede ude i laden kom Gudruns far, som hed Michael Stauns drønende ud til os og sagde, at vi skulle skynde os komme og se. Der sad en stork ovre på taget, der var stråtag på den gård hvor vi boede. Det var også et sjældent syn dengang, så derfor syntes han nok, at vi skulle se den. Og sandelig der sad den også lig= e overfor på taget, og den var ikke engang bange for os. Den blev ihvertfald siddende længe inden den lettede med et enormt vingefang.=

Nogen lillebror eller lillesøster troede jeg nu vist ikke den var kommet med. Ihvertfald ilede jeg ikke hjem for at se om den skulle være<= span style=3D'mso-spacerun:yes'> kommet med nogen. Men noget må der alligevel være sket med den. For inden middag kom min storebror Villy over og hentede mig. Vi skulle lige en tur hen til bedstemor og bedstefar i Ørby, sagde han. Det kunne jeg ikke rigtigt forstå. Det plejede vi da ikke på en almindelig

-3-

hverdag. Men der var ingen parlamentering om det. Afsted skulle vi, og bedstemor tog da også glad imod os. Men hvad hun sagde, husker jeg ikke og heller ikke hvor længe vi var der. Men inden aften kom far og hentede os. Man havde jo ikke sådan telefoner som nu, så man kunne ringe og sige, at nu skulle vi komme hjem. Men hvad lå der så hjemme i= sengen hos mor. En lille rødhåret en med runde kinder, og mor så så glad ud. Da tænkte jeg på storken. Det var naturligvis det.de= n var kommet for at aflevere, og sukkeret var da også væ= k fra vindueskarmen. Det var den 3. juli 1930. De= t gav jo godt nok et afbræk i= min tilværelse.<= span style=3D'mso-spacerun:yes'> Fra at ha' været den lille forkælede, blev det nu mig som måtte ta’<= span style=3D'mso-spacerun:yes'> hensyn til den nye, der kom til at hedde Martin Johannes, opkaldt efter mine to morbrødre = i Amerika, som aldrig mere kom til Danmark. Jeg tror især mor savnede dem.

Om aftenen den dag storken havde været der, kom faster Gerda på besøg for at se den lille nye, og om storken havde taget sukkeret. Væk var det jo, hvem der så kan ha’ taget det. Gerda lo noget af det. Udenfor vore vinduer i= haven stod en stor busk af en slags kristtjørn men uden torne. Den elskede jeg at klatre i, og følte mig som en hel træatlet. Tarzan= kendte vi ikke dengang. Efterhånden fik jeg nu også andre legekammerater end Gudrun. Jeg var jo også blevet større og kunne ikke nøjes med at lege med piger. Det kan man jo ikke i den alder. Slet ikke dengang. Eller rettere heller ikke dengang. Det er vist noget evigt tilbagevendende der sker mellem kønnene. Det er nok mest drengene, der bliver sig beviste som krigere og kæmpere. Der er ikke plads til piger. Det er indlagt i vore gener, tror jeg. Nok om det. Vi boede vistnok et års tid endnu hos Ove Petersen, Så blev far tilbudt en anden og lidt større bedre bolig på et lille husmandsste= d ude i Brundby Mark.

<= o:p>