-1-

EN AVISDRENGS ERINDRINGER FRA TREDIVERNE.
Af Aage Villumsen


Efterhånden som jeg nærmede mig de seks år, var det ligesom min storebror Villy begyndte at regne mig  for en, man kunne ofre lidt tid på. Nu skulle jeg også snart begynde i skolen. Jeg så meg­et op til Villy, ja også til min anden storebror Peter. Men der var ligesom lidt større skel aldersmæssigt. Så min sympati lå altid hos Villy,når de sloges, hvad de nu ikke gjorde ret tit. Peter var den mest råstærke, så når det begyndte at knibe for Villy og han så bad mig hente mor, var jeg ikke sen til at opfylde det ønske, så hun kunne komme ud og få skilt kamphanerne. Jeg har nok altid fra den tid ha­ft størst sympati for de små i samfundet - når de ellers var sympa­tiske af opførsel.

Men den dag jeg skulle begynde i skolen, var det alligevel Peter, som måtte tage sig af mig. Peter havde fået hvervet af mor at sørge for, at jeg kom ind det rigtige sted. Mor var vist ikke så meget for at stille i skolen sammen med alle de andre mødre, som nok vår fine­re, mente hun, for at få purken indskrevet.

Men det hverv tog Peter også meget alvorligt. I det store frikvarter, som var tidspunktet for vor ankomst, stod Peter parat. Han fik snart fat i gutten og midt imellem alle mødrene med de andre børn masede Peter sig frem med sin lillebror på trods af protester fra alle de andre stolte pårørende. Der var vist ikke kø i den forstaød, men nog­le var nok kommet i god tid, for ligesom i biografen at stå nærmest døren når biografdirektøren lukkede op søndag eftermiddag til Fy og Bi filmene. Men Peters lillebror skulle ihvert fald have en plads på den første række, og det fik jeg. Ja og jeg beholdt den da også de to år i forskolen hos frk. Wisbeck.

Jo Peter har altid taget opgaverne alvorligt. Men den første skole­dag har vi grinet meget af siden. Mor har nok skammet sig lidt over hans opførsel den dag, og far, som gik landpost hos skolefrøkenen, har nok også måttet høre lidt for det.

Det er godt at have en storebror, som tager sig af een.

Men nu var der kommet lidt mere spænding i hverdagen med alle de nye kammerater i skolen og al den lærdom med "Ole Bole ABC", som det hed dengang, og vi lærte, at 0 siger 0 og L-E siger le, siger Ole og så videre. Det var jo en anden form for begyndelse i staveindlæringen end den man senere begyndte at praktisere i børneskolen. Den skul­le være nemmere at gå til, sagde man. Vi lærte det nu meget godt sy­nes jeg. Men frøken Wisbeck var nok også dygtig, og det har jo en del at sige.

Hjemme var lillebror Martin efterhånden også blevet så stor, at man kunne begynde at leqe lidt fornuftigt leq med ham.

 

-2-

 

Ikke Langt fra hvor vi boede, løb en lille å, kaldet Ålbæksrenden. Der tumlede vi os meget. Den var ret vandrig dengang endnu, så vi byggede tømmerflå­de af nogle tømte blikdunke med brædder ovenpå og sejlede på den. Vi kravlede gennem røret ved vejunderføringen ud til "Brundby mark" og fik de bare tæer fyldt med blodigler. Det tog vi ikke så højtideligt. Dem skrabede vi bare af og fik snart nogle nye på. De har rigtigt guffet i sig af frisk drengeblod. Om sommeren i høstens tid var vi med ude på stubmarkerne og fangede mus. Dem holdt vi halerne hjem. Men mor ville naturligvis ikke have dem ind i huset, så de kom ud igen. Om en enkelt senere er smuttet ind, melder historien ikke noget om. Men mus havde vi i hvert fald på landet, også inde i husene. Min far fik mord i øjnene, når han observerede en mus inden døre.

 Vores liv var meget frit. Vi blev ikke sådan holdt i hånden og und­er opsyn hele tiden. Det følte vi hvert fald ikke. Mor havde så meget andet at tage vare på. Vi lærte at passe på os selv. Men spisetider­ne skulle naturligvis overholdes. Det var klokken tolv og klokken seks præcis.

Vi legede med buer og pile. Som pile brugte vi tørrede dunhammerstængler og satte et stykke hyldegren i enden. Så var der passende vægt på pilen. Buen var vistnok af Poppel eller Piletræ. Storebror Villy var nu blevet for stor og havde fået andre kammera­ter at komme sammen med, så han gad ikke lege med os små, d.v.s. Mar­tin og mig. Martin var til gengæld næsten for lille til mit behov. Til nød kunne han være brugbar derhjemme i køkkenet og lige udenfor om sommeren. Men til de virkelige drengelege var han uanvendelig. Til al held boede der en dreng ovre på et såkaldt parcelliststed, så­dan kaldtes et landbrug, der var lidt større end et husmandsbrug, men ikke nogen rigtig gård. Han var lidt ældre end mig og gik en klasse over. Han hed Poul . Ham fandt jeg lidt mere egnet til de barskere drenge lege. Desuden havde de også en stor have med mange æbler, man rigtig kunne gnaske i sig. Vi satte et søm i spidsen af hyldegren pilen for at give den mere slagkraft. Det skulle vi ikke ha gjort, for en dag ramte en af mine pile Poul på hånden, så der blev et dybt sår. Så vi fik strenge ordrer på ikke at lave den slags dumheder mere. Det kunne vi nu godt se selv - bagefter.

Pouls farfar var meget velhavende, havde et stort hotel og en købmandsforretning i Tranebjerg. Så selvom det ”kun" var en lille land­brugsejendom hans far havde, så havde de alligevel så mange møbler og fine ting i stuen, som vi ikke havde derhjemme. Pouls mor var me­get smuk og altid sød mod os børn. Poul havde også selv en cykel og kunne oven i købet cykle på den. Hans far forsøgte også at lære mig kunsten, men det faldt vist lidt tungt ud. Jeg kunne ikke holde balancen.

 

-3-

 

 Der gik nogle år inden jeg fik det lært, men da var vi flyt­tet fra Brundby Mark, som det hed.

Når mor var rigtig glad, sang hun ved sit arbejde derhjemme. Det lød så dejligt i mine ører. Jeg syntes hun havde sådan en dejlig sangs­temme. Dem hun sang var altid gamle skillingsviser, som kunne være både glade og sørgelige. Det var vel den tids døgnmelodier. Der kom jo ikke sådan nye hver uge som i dag. Desuden havde ikke alle radio og vi slet ikke. Een jeg altid kan huske, var om en krybskytte, som ved fejltagelse i mørket ude i skoven kom til at dræbe sin egen bror, som han antog for et dyr. Den var vistnok skrevet over en virkelig hænd­else. I gamle dage d. v. s. både på mors tid og før den tid var det en både yndet og nødvendig beskæftigelse for fattige folk at liste ud i skoven ved nattetide og skyde dyr, for at få noget at putte i gryden. Det ville greven, som ejede skoven, naturligvis ikke tillade. Så han satte sin skytte og skovfoged til at gå vagt om natten, for at kunne gribe dem på fersk gerning. Derfor skulle krybskytterne væ­re meget agtpågivende og liste sig frem uden noget snak. Det var ik­ke morsomt at blive fanget, idet man anså det for simpelt tyveri, der blev straffet meget hårdt dengang.

Ak ja det har altid været strengt at være på laveste trin i samfun­det.

Een gang om sommeren og ved juletid var vi altid på besøg hos bedste­far og bedstemor i Ørby. Det var højdepunkter i vores tilværelse. Der var altid rart at komme, mor og mostrene lo og skæmtede, og vi mød­tes med vore fætre og kusiner på mors side. De boede alle i Ørby, så dem mødte vi ikke så tit. Morbror Ole var ungkarl og boede hjem­me hos bedstemor (og bedstefar). Han. arbejdede i skoven som skovlø­ber og havde om efteråret samlet en stor pose hasselnødder. Vi var ikke så forvænte dengang. Så ved julefesten kom posen frem og vi fik alle en hel lommefuld nødder. Hvad pigerne fik dem i, ved jeg for res­ten ikke, de havde jo ingen lommer. Men nødderne glædede vi os altid til. At det kunne gå lidt ud over tænderne, tænkte vi ikke på. Nødde­knækkerne var ikke rigtig opfundet endnu.

Morbror Ole havde anskaffet sig en moderne radio - det var i 1932 -. Den stod i køkkenet og havde noget som de kaldte ”det magiske øje", d.v.s. man kunne se, når modtageren stod lige på stationen. Den måt­te vi naturligvis under ingen omstændigheder røre. Men fætrene i Ør­by, som kom der lidt oftere end fra Brundby, der ikke hørte rigtig hjemme her, vidste naturligvis hvordan den skulle tændes. Så når morbror var inde i stuen hos de andre voksne, skulle vi lige se det vidunderlige magiske øje, der lyste grønt.

 

-4-

 

Da Peter og Villy var blevet henholdsvis fjorten og tolv år fik de begge en stor julegave af morbror Ole, som de skulle deles om. De var jo de ældste af hans nevøer. Det var en harmonika og en cykel. Da ingen af dem var særlig musikalske, var det mest cyklen det kom til at dreje sig om. Harmonikaen fik far derimod fornøjelsen af. Han kunne godt spille, men havde aldrig gået til nogen undervisning, så det var mest gamle travere og skillingsmelodier, som blev hevet af trækspillet. De faldt ikke altid i god jord hos hans børn, som nok kunne blive træt af at høre dem. Sådan er det vist stadigvæk med generationskløften.

Cyklen derimod skulle jo bruges til at køre i skole på, men da de begge skulle møde på samme tid nemlig klokken otte, skabte det nog­le problemer, om hvem der nu skulle have cyklen. De enedes så om, at den ene skulle cykle i forvejen og så stille cyklen halvvejs for så resten af vejen til skolen spadsere. Så skulle den som gik hjemmefra have fornøjelsen at komme kørende til skolen på cykel. Og naturlig­vis samme procedure for hjemadgående. Det skulle så gå på skift, men var nok lidt upraktisk i længden. Heldigvis skulle Peter konfirmeres om sommeren, så fik han så mange penge i konfirmationsgave, at han kunne klare udbetalingen på en helt ny cykel nede fra cykelsmed Hans Olsen I Ballen. Den skulle så afdrages med ti kroner om måned­en. Den var han meget stolt af, og afdragene kunne han nok klare, for nu skulle han jo også ud og tjene hos en bonde. Det var noget andet end at gå hjemme hos mor og så i skole. Men egentlig var han vist godt tilfreds med forandringen. Nu var han nemlig blevet rigtig vok­sen og tjente selv penge.

På vejen hjem fra skolen fulgtes vi gerne ad med nogle andre børn, som boede længere ude i Brundby Mark. Deriblandt var der en dreng, som hed Jakob. Han var også begyndt i skolen samme år som mig. Hans far havde også en landejendom og de var mange søskende, som alle var vant til at hjælpe til derhjemme. Jakob og jeg legede ellers godt sam­men, men en dag på vejen hjem var vi godt nok blevet rygende uenige og var røget i totterne på hinanden. Det endte desværre med at Jakob fik et sæbe øje, som jeg godt kunne se blev større og større efterhån­den som vi nærmede os mit hjem.

Glad var jeg ikke for situationen og værre blev det, da far kom hjem fra sin post tur, som også omfattede Jakobs forældre. Der havde han nok fået læst og påskrevet sandheden. Heldigvis var den orkan, som var følgen, gasset lidt af inden han kom hjem, så bank fik jeg da ik­ke, men nøjedes med at blive sendt på hovedet i seng, samt en alvor­lig formaning om ikke at gentage den slags ting. Det ville han ikke stå mål til oftere. Det har sikkert heller ikke været lutter morskab

 

-5-

 

for ham at få sådan en skylle af Jakobs forældre, mennesker som han ellers kom godt ud af det med. Det var nu heller ikke anderledes end, at Jakob og jeg i flere år kom til fødselsdag hos hinanden. Siden skiltes vore veje, da jeg kom i Realskolen i Tranebjerg. Det med børnefødselsdagsgæster var i øvrigt noget, jeg som den førs­te i flokken fik lov at have. Peter og Villy - storebrødrene - hav­de aldrig haft en sådan luksus. Men tiderne skifter og nye skikke kommer til. Om det var større velstand tror jeg ikke. Vi var gener­elt fattige i trediverne. Hvad jeg naturligvis heller ikke skænkede en tanke, var det store arbejde mor må have haft med en flok balstyriske knægte, der skulle have chokolade med lagkage til. Egentlig skulle hun jo have haft de halvtreds øre som jeg indkasserede i fød­selsdagsgave fra hver af gæsterne. Men de røg jo i ens egen lomme. Der var ingen ny skik der.

Mon nogen af os tænker ret langt som børn, over det store arbejde ens mor må ha haft med os. Noget som vi tager imod som en selvføl­gelighed. Det skal vi naturligvis også, hun har jo selv sat os i verden. Men også mødre kan nok have behov for lidt påskønnelse. Det tænker børnene ikke over, før det kan være for sent.

Som sagt var Peter nu kommet ud og tjene på en gård, hvor han arbej­dede, boede og spiste. Så nu var det ikke hver aften, vi så ham der­hjemme. Men mor havde naturligvis stadig arbejdet med at holde hans tøj i orden, både arbejdstøjet og gangtøjet som man kaldte det. Det var ikke blevet lettere.

Men altså nu var kun Villy tilbage hjemme af mine store brødre. Vi enedes nu også meget godt, selvom han var mere kritisk overfor mig end Peter havde været. Det fandt jeg nu meget naturligt og rettede mig som regel også efter ham. Jeg tror nok at jeg så meget op til Vil­ly og var stolt over ham som bror. Han tog mig også med til Ballen, hvor vi badede om sommeren, dels fra stranden og snart efter fra hav­nemolen længere ude, hvor der var så dybt, at man ikke kunne bunde, for til sidst kun at bade inde i havnen fra molen længst ude. Der skulle man springe i. Alt det lærte man hurtigt at svømme af. Det var jo naturens lov, og man ville jo helst ikke stå tilbage for de andre drenge, der færdedes hjemmevant ved havn og vand. At færdes ved havet blev os en naturlig ting. Vi lærte det at kende såvel i storm som ved stille vejr. Vidste at når det viste tænder, skulle man ik­ke spøge med det. Jeg tror ikke vore forældre nærede nogen bekymring og, frygt ved at lade os færdes ved havnen og havet, de viste det i hvert fald ikke, og jeg kan ikke mindes, vi har fået specielle forma­ninger om at passe på. Jeg mindes forresten heller ikke, at nogen af mine kammerater har lidt druknedøden.

 

-6-

 

Een gang var vi dog kommet vel langt ud i en båd med drengene fra Ballen. Det må have været i begyndelsen jeg kom der med Villy. De store drenge elskede at vippe med båden, så jeg lille purk rigtig kunne blive bange. Villy var naturligvis også med, men havde sikret sig en plads henne i forstavnen, hvor han sad og grinede. Der mærkes vipningen ikke så meget. Til sidst forbarmede han sig dog over mig og skiftede plads med mig, men så var det ikke så sjovt at vippe mere. I mellemtiden var vi pludselig kommet ret langt uden for navnen, og pludselig kom en kastevind som varslede storm. Da begyndte de store drenge fra Ballen alligevel at blive nervøse. Nu skulle der ros til hvis vi ville ind. Til alt held kom der i det fjerne en fiskekutter på vej ind. Fra den fik vi en tovende over og kom på slæb. Da vi var kommet velbeholdne ind, syntes en af de store, at han ville vise sin taknemlighed, så han råbte til skipper: "Tak for den ulejlighed du gjorde os!" Det grinede de andre meget af. Den historie fortalte Villy nok ikke derhjemme.

L øvrigt mener jeg min far tog meget afslappet på naturens luner. Man­gen en hård tur med posttasken havde gjort hans hænder og fingre tykke af at holde på cykel styret i frostvejr. Vanter duede ikke til breve. Jeg ved ikke om der var flere tordenvejr dengang. Men der kunne af og til trække nogle gevaldige tordenskyer op en sommeraften med sto­re zigzag lyn fra himmel til jord. Så sad vi alle ude på trappen og nød dette naturens skuespil, indtil regnen kom og vi måtte ind. Der blev ikke hos os indpodet en frygt for, at det var noget forfærdeligt noget, vi skulle gå indendørs for og kravle under dynen.

I skolen var jeg nu kommet i tredie klasse. I de to første klasser hos frøken Wisbeck havde vi lært at stave, og kunne nu læse - sådan da, bare ordene ikke var for lange, så måtte vi jo stave os igennem dem stadigvæk. Vi havde også fået begyndt at skrive lidt hurtigere og pænere. Vi øvede os ved at blive ved med at tegne og skrive buer og ovaler og opstreger. Det faldt mig nu altid svært. Jeg syntes ik­ke mine blev så pæne som Hans's og Ruth's, Ruth var mejeribestyrer­ens datter. Hun var nu også pæn og sød syntes jeg. Jer tror den søde­ste i klassen. Men det vidste hun nok ikke noget om, at jeg syntes. I tredie klasse var vi nu blevet nogen af de store, hvor vi havde tre lærere til at undervise os på skift. Så skulle vi skifte klasse­lokaler til de tre.

Frøken Hjortshøj var temmelig trivelig men sød og rar. Desværre be­nyttede vi drenge os lidt for meget af,at hun var så rar og ikke rigtig kunne styre os. Jo allerede dengang \/ar børn ikke så søde som de skulle være. Vi lavede mange skarnsstreger i hendes timer. Vi var nået

-7-

 

den alder, hvor det gælder om at gøre indtryk på pigerne. Ja naturen er underlig, især for - drengene. Først kan vi næsten ikke lege med pigerne, de er undermennesker, passer slet ikke ind i vore lege som krigere. Der er de i vejen. Siden gør vi alt muligt for at imponere og tækkes dem. Om pigerne syntes det var specielt morsomt, det vi la­vede af drengestreger i frøken Hjorthøjs timer, aner jeg i dag ikke helt. Mon ikke lidt, de vidste jo godt at det bl.a. var for at gøre indtryk på dem, at vi lukkede hinanden ind i skabet og sagde, "kukuuk”. Frøken Hjortshøj var i i hvert fald ikke altid udelt begejstret for det, mindes jeg. Men hvad skulle det stakkels damemenneske stille op med os barylere.

Anden læreren hed slet og ret lærer Munk. Hos ham skulle vi ikke prø­ve at lave ballade eller skarnsstreger, så fik vi af spanskrøret - en tynd bambusstang. Desuden kunne han være meget ironisk og forfølgende overfor en elev, han havde fået særlig kik på. Som regel ikke de velhavendes børn. Det lærte vi hurtigt at skelne mellem. Så han var ikke den, man elskede allermest som lærer.  Hvad vi drenge - natur­ligvis hvem ellers - også  hurtigt lagde mærke til, var at han alt­id skulle have pigerne op og stå ved siden af sig når de skulle ha rettet stile eller regnestykker, bag kateteret. Så gled den venstre hånd umærkeligt ned bag om pigen. Det var som regel heller ikke velhaven­de folks piger, der måtte lægge krop til det. På et andet punkt syntes jeg også han svigtede, idet han ikke skulle plages ret meget før skrive­redskaberne i skrivetimerne blev lagt væk og de så blev til historielæsningstimer, i stedet for, det vi trængte til, at lære at skrive. Mange skrivetimer gik tabt på den konto. Dengang var man glad nok for at slippe for skriveriet. Men det hævnede sig jo i form af dårlig håndskrift i mange år. Det var jo ikke os alle, der var født med talent for at føre pen.  Det burde han have vidst. Men det andet var jo også en måde at gøre sig populær på. Munk havde for øvrigt også børn selv. Den yngste gik i samme klasse som jeg. Han var en rigtig spilopmager, men ellers en god kammerat, der ikke var svig i. Det skulle jeg langt senere i min skoletid erfare. Men derom senere. I øvrigt ville han så forfærdelig gerne med på noget, der hvert år afh­oldtes af greven, som hed Danneskjold-Samsøe, nemlig den årlige klap­jagt på hans godser. Her kom en stor del af den danske over klasse , som sammen med andre adelige skulle have afløb for deres skydegalskab og nedlægge noget af skovens og markernes vildt. Til det skulle der så bruges nogle såkaldte klappere d.v.s. nogle drenge med et klap­træ for at skræmme vildtet op, både fasaner og harer, så jægerne kun­ne boltre sig i disse vildtmasser.

Som regel var det drenge fra Ørby, der her kunne tjene to kroner om dagen i de tre dage det stod på, plus alt det varme øl vi kunne drikke,

 

-8-


når vi om middagen samledes til den medbragte madpakke på korn­loftet - dagens højdepunkt - medens greverne holdt jagtfrokost på slottet. Retfærdigheds vis skal tilføjes, at vi også fik hver to fas­telavnsboller. Når jeg siger vi, er det fordi jeg ret tidligt gen­nem vor familiemæssige forbindelse til Ørby kom med i klapper flok­ken. Så selvom det stred noget mod loven om skulkning fra skolen blev der vist set lidt gennem fingrene her, og Staulund fik da også sin mor til at smøre sig en madpakke, så han kunne følge med mig og  få denne "naturoplevelse". Vi skulle være der klokken lidt for syv, så det var bare med at komme tidligt op. Klaptræerne var et kapitel for sig. Et par stykker træ var ikke ret velset. Nej det skulle være el rigtigt med to klapper på hængsler som slog mod et midter brædt. Og jo finere det var forarbejdet, des mere prestige var der i det. Så vidt jeg husker, var klapjagten i oktober måned før pløjningen rig­tig begyndte.

Tilbage til skolen, første - læreren hed lærer Rasmussen. Han havde kun een arm. Heldigvis for ham, den højre. Den anden havde han mist­et som ung under tærskearbejde, da han tjente på landet, fortaltes det. Men den hånd han havde tilbage, kunne han også bruge på den mest fantastiske måde til mange ting. Så man tænkte ikke så meget på, at han manglede den anden. Vi havde stor respekt for lærer Rasmussen. Han var ikke en man kunne skæmte med, men vi elskede ham for hans retfærdighed, og han ironiserede aldrig over nogen elev. Kom man til ham med et problem, tog han sig altid god tid til at tale om det. Da det langt senere i min skoletid blev mig klart, at jeg ville gå på realskolen, var det også lærer Rasmussen jeg gik til og talte med om mit ønske. Men derom senere.

Gymnastik havde vi ikke rigtigt dengang. Selvom Brundby skole var en temmelig ny skole og dertil ret moderne, var der ikke nogen gym­nastiksal. Vi havde nogle øvelser på legepladsen på nogle bomme, som var der permanent. Ellers spillede vi rundbold og langbold i de ti­mer, der kaldtes gymnastiktimer. Om sommeren i badetiden cyklede eller løb vi til stranden for at bade. Kommunen havde en strandgrund temmelig langt ude ad strandvejen nord for Ballen. Så motion fik vi nok af både ved løb og svømning. Det var også lærer Rasmussen, som var. gymnastiklærer. Vi var fulde af beundring over, at han kunne svøm­me med een arm. Det var hyggelige gymnastiktimer, syntes vi. Bagefter kunne vi tage direkte hjem.

Imidlertid var vi flyttet fra Brundby Mark ind til Brundby. Far blevet bestyrer på en gård, som hørte til Brundby hotel, men var blevet købt af en kreaturhandler, som hed Frost. Denne var kommet til øen fra Sjælland.

 

-9-


Han havde vist ikke tid og forstand på at passe et større landbrug. Det var lige noget som far havde forstand på og lyst til. Selvom der var kreaturer i stalden, kunne han stadig få tid til at passe sit arbejde som landpostbud, idet Brundby postdistrikt ligesom de øvri­ge postdistrikter på øen var eftermiddagsarbejde, da færgen eller rettere færgerne fra henholdsvis Kalundborg og Aarhus først kom ind til Kolby Kaas ved 13,30 tiden. De havde al posten og aviserne med. Så inden grovsorteringen i Kolby Kaas var tilendebragt, gik der en rum tid og postbilen, som havde posten med til Brundby kunne først være fremme ved godt tretiden. Nu skulle breve og aviser først sor­teres af de to postbude. Selvom de var hurtige og kendte deres ruter og menneskene godt, kunne der godt gå en lille halv time, inden de kun­ne drage ud på deres tur. Om sommeren var det et dejligt job, men om vinteren og især ved juletid med alle pakkerne, kunne det være drøjt.  Postbudet behøvede ganske vist ikke at tage pakkerne med på ruten, men far kunne ikke bære over med bare at stikke sine kunder en anvisning på afhentning af en pakke på posthuset næste dag. Så op til julen lignede han faktisk en julemand på cykel. Ganske vist uden den røde trøje.

Som sagt, vi var flyttet til byen. Det var mere spændende end på lan­det. I byen skete der altid noget uforudset, og da der samtidig var stuehus og stald med, som sagt, både køer og grise, fik mor en masse at bestille det nye sted. Villy var imidlertid nu også ved at være i konfirmationsalderen, så han var en god hjælp derhjemme. Jeg tror der var omkring 15 hektar jord til gården. Villy kunne lide arbejdet, og det var fars drøm, at han skulle være karl hjemme det første år. Nu havde vi også pludselig fået elektrisk lys. Det var noget helt nyt for os, som kun havde haft petroleumslamper på landet. Teknikken var endnu ikke så fremskreden, og Samsø var stadig kun velsignet med jævnstrøm fra lokale værker.

Jeg havde nu også fået lært at cykle. Da jeg ikke havde nogen cykel selv, lånte jeg mors, der lige var blevet hovedrepareret og endda ovnlakeret, som det hed med stafferinger på stellet. Den var også flot. Jeg kunne nu ikke nå op og sidde på sadlen, så jeg måtte stå op og træde. Det har nok været et særpræget syn. Egentlig var det da også lidt farligt at stå på pedalerne, hvis foden skulle smutte af dem, hvad der naturligvis også skete en dag, da jeg skulle træde ekstra hårdt, til op ad en bakke, med resultat at pedalen røg ind i mit ben og lavede et dybt hul lige ved siden af arkillesenen. Selvom det gjorde meget ondt, og der blev sendt bud til hjemmesyge­plejersken, som dengang kørte rundt på cykel og tilså syge mennesker i deres hjem, tog jeg mig ikke i agt for, at det kunne blive farligt.


-10-


Hun kom hver dag og lagde ny forbinding på, og jeg skulle blive i sengen for at det kunne læges. Det var ikke ligefrem sagen for mig. Så snart sygeplejersken var ude af døren, var jeg oppe og springe rundt, med det resultat det gik virkelig betændelse i såret, og det var ved at udvikle sig til blodforgiftning.

Så lurede mor mig, idet hun fik mig til at tage hen på sygehuset ale­ne, i taxi naturligvis - det hed sygebil . Så skulle lægen, på sygehu­set se på det. Hvis han nu sagde, at jeg hellere måtte indlægges, måtte jeg ikke protestere mod det, men følge hans råd. Det kunne jeg selvfølgelig ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at han ville kunne finde på og sige. Så det kom jo som et chok, da han nok mente, at de hellere måtte beholde mig et par dage. Jeg var lamslået. Nu var det af med alt tøjet og så op i et badekar og en fremmed dame til at vaske mig i al min nøgenhed. Bagefter en ren sygehusskjorte på og så benet i en stor forbinding for til sidst at havne i en seng på syge­stuen. Ja det var tarveligt aftalt spil, blev jeg klar over. Men jeg var alligevel glad, da mor om aftenen i besøgstiden kom og så til mig og havde chokolade med. De andre på stuen var voksne mænd, som gjorde alt, for at jeg skulle befinde mig godt, men der røg allige­vel fjorten dage af min frie tilværelse. De sidste fire dog som op­pegående rekonvalescent, hvor jeg fik til opgave at bringe havregrød rundt til nogle sengeliggende ældre patienter.

En dag sagde oversygeplejersken: "I morgen må du komme hjem, men jeg synes du trækker lidt på benet endnu, såh måske skulle vi vente et par dage og se tiden an!" At jeg ikke kunne se hendes lumske grin, skyldtes nok min barnlige naivitet og tro på autoriteterne. Jeg gjor­de mig i hvert fald ekstra umage for at gå pænt den dag. Mig skulle de ikke gå og plage mere.

Hvad jeg savnede mest fra sygehuset, var den dejlige havregrød med sukker og mælk om morgenen. Ja også den dejlige seng. Den var blødere end den hjemlige.  Men arret på benet har jeg endnu til evigt minde. Villy havde af en dreng, som hed Ove - også kaldet "Kuk Ove",  købt en avisrute med POLITIKEN. Det var kun om lørdagen. Det var dengang i trediverne, at københavneraviserne fandt ud af, at der var et udækket avismarked på landet. Kuk- Ove var blevet chang hejet af en repræsen­tant, men gad nok ikke selv have den ulejlighed.

POLITIKEN var vist nok den der først fandt ud, dengang de radikale stod stærkt på landet.

De andre aviser i København fulgte dog hurtigt efter og optog ideen, men ikke med samme succes som Politiken. Villy havde sine faste kunder til avisen om lørdagen, som indeholdt

 

-11-

 

et Magasin med noveller og meget smukke tegninger og akvareller af kendte og nye ukendte kunstnere, der senere blev kendte. Desuden var der et radioprogram som tillæg. Det hed "Lytterbladet". Det var folk helt vilde med, idet der ikke var andre blade, som havde fundet på at gå op i det. Det var jo i radioens barndom. Nå det fandt de andre blade naturligvis også ud af.

Som regel havde Villy bestilt for mange aviser hjem. Der var gerne en fem-seks stykker tilovers, som han ikke gad gå ud og prøve på at få afsat. Dem fik jeg så lov til at gå ud og sælge søndag formiddag. De kostede for øvrigt 25 ører med tillæg og det hele. Det lykkedes ger­ne, og efterhånden fik jeg også skabt mig min egen kundekreds om søn­dagen. Disse kendte Villy ikke, men jeg tror nu hellere han havde ta­get dem fra mig. Det var begyndelsen til, at jeg selv fik smag for at tjene penge. Lommepenge dengang var en by i Rusland som vi ikke kend­te til,

Selvom jeg aldrig blev nogen Rokkefeller, der jo også begyndte som avisdreng, tror jeg det blev indledningen til, at jeg interesserede mig utrolig meget for, hvad der stod i avisen, vistnok til forskel fra mi­ne skole- og legekammerater. Det var jo facinerende, hvad der skete ude i Europa. Jeg blev en rigtig læsehest.

Da Villy i 1935 blev konfirmeret og kom ud at tjene, overtog jeg he­le agenturet med blå skjorte og blå skråhue, hvorpå der stod POLITI­KEN. Forinden havde Villy dog vundet en cykel i en konkurrence ved at være blandt de tyve bedste landagenter i landet, og så vidt jeg husker også været på en tre- dages tur til København, inviteret af Politiken. En ære der senere også overgik mig. Jo Politiken gjorde meget ud af sine "Landagenter", som vi kaldtes. Og vi var stolte af at bære den blå uniform og skråhue.

Vi var også fem landagenter fra Samsø der en sommer, jeg tror det

var i 1936, var på en een- dages tur til Randers. Da der kun gik båd een gang daglig, blev det faktisk til to dage med overnatning på et mere fornemt hotel i Randers. Det gjorde os naturligvis endnu mere stolt over at være avisbud for Politiken. Det, jeg husker bedst fra denne tur, var den dejlige tur op ad Gudenåen til Fladbro kro, hvor en trylle­kunstner underholdt os under middagen. Vi var jo sammen med avisbu­de fra både Fyn og Jylland, som var kommet ind med morgentogene. Det jeg nok husker som det sjoveste på turen, var besøget på bryggeriet "Thor", hvor vi efter rundvisningen fik lov at drikke så mange soda­vander, at det skvulpede i maven, når vi hoppede. Ja puha, hvad dren­ge dog kan finde på. At jeg gik med Politiken førte også med sig, at jeg blev spurgt om

 

-12-

 

jeg ville gå med en avis, som hed "Holbæk Amts Venstreblad". Det le­ver jo endnu. Det var de stedlige socialdemokrater, som i mangel af eget organ på øen ville abonnere på denne daglige avis. Samsø hørte dengang til Holbæk amt. På denne rute kom jeg rundt til en del ældre socialdemokrater. De var hyggelige at snakke med for sådan en gut og sad altid og ventede længselsfuldt på dagens sprøjte. Så jeg blev en slags yndling hos dem. Mange af dem havde jo ikke for mange oplevel­ser i løbet af dagen.

Da jeg også skulle stå for opkrævningen en gang om ugen, lærte jeg også hurtigt, at ikke alle var lige solide betalere, hvilket jo gik ud over min fortjeneste. En dag havde jeg endda nær mistet et par fingre, fordi de sendte en glubsk Schæfer ud af døren på mig. Der kom jeg ikke mere. En anden gang var jeg nær løbet ind i en gang øretæ­ver af en som skyldte mig ret meget, men ikke havde sagt bladet op. Han stod og brugte en masse penge på tombolaen i det omrejsende ti­voli. Så var jeg naiv nok til at mene, at så kunne han passende og­så betale mig. Det skulle jeg aldeles ikke mene, kom jeg til at for­stå.

Nå tab til trods betød det alligevel, at jeg kunne hjælpe mor lidt med økonomien ved anskaffelse af eget tøj. Det var hun glad for. Pengene var ikke store derhjemme.

Villy og jeg kom som sagt godt ud af det med hinanden, mens han end­nu boede hjemme. Villy var mit idol, også selvom han var meget kri­tisk overfor mig og aldrig gav overdreven ros for min formåen, mest slet ingen. Han lærte mig, hvordan man skulle gøre, når man havde røget cigaretter, hvad man selvfølgelig ikke måtte. Man skulle sæt­te munden helt op til en kalket væg og så ånde ud og ind mange gan­ge i den kalkede. Så kunne de ikke lugte, om man havde røget. Det gjor­de vi så. Men det var ikke fordi vi gik og smøgede den som børn, dog selvfølgelig for alle tilfældes skyld, var det da rart at vide. Jo det er rart at have en storebror.

En anden gang syntes jeg nu nok, at Villy svigtede mig i min tro. Vi betroede af og til hinanden vore hemmeligste tanker og ønsker. En dag vi var ude og strejfe i byens omegn, fortalte Villy mig, da vi var i nærheden af cykelhandleren, at han var meget forelsket i dennes dat­ter, Inger, tror jeg nok, hun hed. Hun var også en sød og pæn pige. Jeg bestyrkede naturligvis Villy i, at hun vistnok også, så vidt jeg kunne se, var lidt forelsket i ham. Det blev han meget glad for høre, tror jeg. Men så begik jeg den fadæse at betro ham, at jeg også var forelsket i mejeribestyrerens datter Ruth, hvortil han forarget udbrød, at hun kunne da umuligt blive forelsket i sådan en som mig.


-13-

 

Det slog mig aldeles ud, ramte som et lyn og sårede mig dybt. Nok mere end Villy egentlig anede.

Men det er nok sundt at få sandheden at vide udefra, så man ikke går og drømmer, for inderst inde kunne jeg vist godt se, at han havde ret. Der var for stor klasseforskel mellem os, og kunne kun blive en uvir­kelig drøm.

Om denne erkendelse var medvirkende til, at jeg altid senere forholdt en resigneret omgangstone til Ruth, eller om den var der i forvejen, ved jeg faktisk ikke. Det var dumt af mig, for hun kunne jo ikke gø­re for, at jeg var hemmeligt forelsket i hende. Hun var virkelig en rar pige, og dygtig. Nok om det, livet skulle jo gå videre også uden den drøm.

For øvrigt hjalp hendes far mig senere hen til en læreplads som me­jerist på et mejeri i Jylland. Det var det eneste jeg ville være den­gang. Måske har min drøm alligevel haft en mission?! Som før sagt, så var der meget mere spændende i byen end ude på lan­det i Brundby mark. Her var der gadelygter, så vinter aftnerne ikke så mørke som derude. Jeg havde fundet en dreng at lege med, som boede hos sin bedstefar og bedstemor i fattighuset. - Det hed det dengang. Busse kaldtes han af sin bedstefar. Om det var hans rigti­ge navn, ved jeg ikke. En værre rod var det vistnok. Mor var ikke så begejstret over hans selskab, men der skete altid noget i hans nær­hed. Derfor var han jo spændende.

En dag havde han fået mig med ind til min fars faster. Ja det kan ly­de lidt underligt. Hun hed Dorthe og hendes mand hed Thorvald. Han var mørk som en tyrker med sort skæg og hår og hed derfor aldrig an­det end sorte Thorvald. De havde ejet en lille landbrugsejendom i nær­heden af Ballen vistnok hendes fødehjem, men kunne ikke overskue den for snavs og skidt. De var barnløse, og helt unge var de heller ikke.

Ejendommen var solgt og nu boede de i et ret stort hus omtrent midt i byen, havde forrestenboet derlænge. Nogle rodemikler havde de altid været på landet og bedre var det ikke blevet i byen, så deres hjem lignde nærmest en menneskelig svinesti og stank også derefter. Ja det var ubeskriveligt. Busse var imidlertid vant til at komme der og kunne øjensynligt døje lugten. Jeg derimod var knap kommet inden for døren, før det hele vendte sig i mig og jeg var ved at kvæles. Jeg måtte udenfor i en fart for ikke at brække mig. Så jeg fandt hurtigt på en undskyldning for lige at skulle udenfor. Busse, som var en ær­lig fyr, fortalte imidlertid nok Dorthe den egentlige grund, at jeg ikke kunne holde lugten ud. Der gik heller ikke mere end ti sekunder, før døren røg op med et smæld og ud kom Dorthe i al sit korpus og vælde

 

-14-

 

 Så fik jeg ellers alletiders møgfald, om næsvise unge og møghvalp og hvad hun ellers kunne på af sårede udtryk i en fart. Det var jo trods alt min farfars søster, lidt ud i familien var det. Jo man skal passe meget på ikke at såre folk deres elendighed. Det lærte jeg trods alt den dag. Men jeg kom der aldrig siden. Bekendtskabet med Busse ebbede også ud henad vejen, han var vist for fremmelig for mit temperament. Hans bedstefar kunne heller ikke sty­re ham, så han kom på en kostskole for adfærdsvanskelige børn vist­nok i Jylland.

Hvordan det senere er gået Busse, ved jeg ikke. Men hvis du en dag har mødt en mand, hvis nakke er flad som et brædt, så kan det have været ham. Men han må være gammel for længst død nu.

Men hvor længe var Adam og Eva i paradiset? Efter godt et års forløb blev gården solgt igen af Frost, og far måtte igen ud og finde et sted til sin familie at bo. Efter et kortvarigt mellemspil med et hus i Tranbjerg, hvortil vi flyttede, men som igen blev solgt, kom vi til­bage til Brundby og fik en lejlighed i et stort rødt hus, som hed “Wendts minde". Det lå lige i udkanten af byen mod Tranebjerg. Ejer­ne boede i Gentofte, men brugte en del af huset som sommerbolig. Det kunne vi leve med. Det blev vort hjem de næste tre år. I mellemtiden var Villy nu blevet konfirmeret og kommet ud og tjene. Far havde ellers glædet sig meget til,at Villy skulle være karl der­hjemme på gården, som han bestyrede.

Jeg havde nu også fået job som bydreng hos den ene af de lokale sko­magere, Thorvald Sørensen. Dengang fik folk altid deres sko forsålet et par gange inden de blev kasseret. Nye sko stod ikke sådan i dyn­ger hos skohandleren som nutildags. Nej æsken med de nye ”Herts” ”Medi” sko eller Hector blev sirligt taget ned fra hylden, efter at man hav­de sagt hvilket nummer det skulle være. De var også dyre. Så han havde nok at lave, havde endda svend på værkstedet. Han hed blandt venner Jens Pløg, fordi man dengang forsålede med små træpløgger. Jens selv manglede  sin førlighed grundet børnelammelse som lille og var så henvist til stillesiddende arbejde. Men Jens var et dejligt men­neske, altid flink og rar med et glimt i øjet. De færdige sko skulle så bringes ud og jeg skulle helst have penge med tilbage. Så jeg blev instrueret i hvordan jeg skulle kvittere for pengene på regningen. Det var et ansvarsfuldt job, med min underskrift på. Jo da man steg i graderne.

Nu havde jeg så også tre ting at varetage: Den daglige avis - lokal­avisen, som vi kaldte den, Politiken om lørdagen og bydrengspladsen. Men jeg kunne lide det og syntes det var spændende. Forøvrigt havde jeg også fået en ny cykel, som var købt gennem Politiken, der havde

 

-15-

en bonusordning med mærker for antal solgte aviser. For disse mærker,kunne man så købe ting man ønskede sig,

Men en skønne dag var det ligesom min verden gik i stykker. Jeg hav­de nu været klar over det længe, at det måtte komme, men skudt det til side som noget uønsket.

Hans, Staulund og ikke mindst Ruth skulle begynde på Realskolen efter sommerferien. Hvad der driver een ved jeg ikke, men det var li­gesom om, jeg hørte til der og ikke ville slippe dem. Så jeg spurgte lærer Rasmussen,om der

var mulighed for at jeg også kunne komme på Realskolen. Jeg havde også drøftet det med mor, som jo nok mente, at så skulle der noget pænere tøj til, end det jeg var vant tit at gå i Brundby skole.

Det mente vi nu nok ordnede sig. Mor var dygtig til at sy, og jeg ville gerne gå i det, hun syede.

Værre var det, at jeg skulle til en optagelsesprøve, da jeg jo ikke kunne forvente, at mine forældre havde råd til at betale skolepenge for mig, og jeg derfor skulle have fuld statsstøtte. Jeg var meget spændt på denne prøve som lærer Rasmussen skulle stå for, og mine nerver hængte i laser, den dag han kom og sagde, at nu skulle vi så lige tale om optagelsesprøvens resultat

Jeg var gået glat igennem, sagde han, bl.a. på grund af,at jeg læste så godt. Det var nok avislæsningen, tænkte jeg. Men der var naturlig­vis nogle andre fag jeg skulle arbejde noget mere med, mente han. Lykkelig og glad blev jeg. Det var som at vinde den store gevinst, nej ikke i lykkehjulet. Det kendte vi ikke dengang. Men til livet. Men mor måtte høre meget for, at hendes dreng nu brød traditionerne og skulle gå på den "fine" betalingsskole. Det var jo ikke for fattigfolk, mente man.

Men mor forsvarede sig og sagde, at jeg selv betalte for mine bøger og mit tøj .

Jeg selv måtte også høre meget for min svigten af miljøet. Om jeg nu også troede, at jeg var så forfærdelig dygtig, at jeg kunne tillade mig en sådan luksus.

Jo sandelig Janteloven levede i høj grad hos os.

 Det var sommeren 1937.