Kaffe og hjemmegjort kage hos Er

Kaffe og hjemmegjort kage hos Erna og Herman Danielsen.

Udskrift af en samtale fra den 26. april 2007 og en videooptagelse fra den 24. maj 2007 om ”De 17 fra Tanderup”.

Jeg har været så heldig at få en snak med den sidste af ”De 17 fra Tanderup”, nemlig Erna (født Larsen) og hendes mand Herman Danielsen (stor billede), Ebeltoft, derfor skal der lyde en meget meget stor tak til dém fordi de ville fortælle deres historie.

Det blev til en rigtig hyggelig snak ved kaffebordets glæder, for det var en glæde at høre om hvordan det var at være en af ”De 17”. Jeg fik optaget snakken og har afskrevet den ordret sådan 95% og det meste er kommet med.

Den 24 maj var jeg igen på besøg hos Erna og Herman, for at vise dem det jeg havde lavet.Jeg blev meget glad, da jeg lov til at optage dem på video, det blev til 26 min, hvor Erna fortæller om sin mor og sine søskende, om hvordan hun bedst husker dem.

Jeg kan ikke takke dem nok

God fornøjelse.

Lidt info:

Forældre: Ane Mette Jørgine Christensen og Hans Jørgen Larsen

Deres børn:

1. Peder Kristian Marius Larsen, er født i 7. Juli 1893.

2. Ole Jørgen Larsen f. 4. september 1895.

3. Niels Christian Molbo Larsenf. 11. september.

4. Jens Larsen f. 30. august 1898.

5. Anna Valborg Larsen f. 15 marts 1900.

6. Martin Larsen f. 28. juli 1901.

7. Svend Larsen f. 18 december

8. Aage Larsen f. 10. december 1903.

9. Maren Margrethe Larsen f. 4. januar 1905.

10. Frederik Otto Larsen f. 8. april 1906.

11. Axel Larsen f. 18. april 1907.

12 Hans August Larsen f. 13. august 1908.

13. Richard Larsen f. 27 november 1909.

14. Karl Sigurd Larsen f. 29. januar 1911.

15. Marie Kristine Larsen f. 27. marts 1912.

16. Kristian Villy Larsen f. 21. marts 1914.

17. Erna Larsen f. 2 september 1916.

Erna blev født på en lørdag og døbt den 15. oktober 1916, hendes mor bar selv og som fadder var hendes farbror husmand Lars Peter Larsen i Pillemark (fik 10 børn) og hendes onkel murer Holm Jørgensen i Sælvig (kusine Tinna, Holm Jørgensen og Mette Marie

Erna’s forældre. I Foto galleriet er der flere fotos.

Lydoptagelse af nedenstående. Videooptagelse (nu kan alle 26 min ses-kl. 20.39 26/5-2007)

Erna fortæller:

Min far kørte også med mælkejunger, jeg var kun 4 år da min far døde, og så kom der en ældre bror hjem og overtog. Han blev så gift og han har nærmest opdraget mig. Der var 7 ukonfirmerede børn da min far døde, så det har været svært, det var også lidt mærkeligt. De fik så en datter, som jeg er opdraget sammen med. Alle mine 13 brødre kom ud at tjene, der var kun 3 der kom i lære, de fleste kom ud til bønderne, men sådan var det jo dengang. Vi skulle jo arbejde så snart man kunne holde en greb og det var meget med nye kartofler og asparges, i min årgang, som vi så solgte.

Min bror fortsatte med at køre med mælk og smørdritler til Kolby Kaas, men det var mest i min fars tid som jeg ikke kan huske, men jeg har fået det fortalt. Min mor blev ved at fortælle, så jeg kunne huske min far. Når min bror og svigerinde var i marken, så min mor passede deres og egne børn samt hus. Der var ca. 3 km ud i marken, hvor der var 10 – 12 t. land, der var også jord ved ejendommen, hvor vi havde kartoflerne, hvor vi som kom ud og kradse i jorden og samle kartoflerne op. En af mine brødre har malet et billede af husmandstedet, med gadekær og det hele.

Vi havde lige fået bygget til og jeg var begyndt i skole - vi havde en tærskemaskine hjemme i loén og en hestegang udenfor hvor jeg mange har travet rundt til tærskemaskinen. Tærskemaskinen blev så solgt og som sagt var lige begyndt i skolen, den var blevet stillet udenfor og skulle afhentes efter pinse. Pinsedag var jeg uheldig, sammen med en skolekammeret gik vi og legede rundt om den maskine, så har vi på en eller anden måde, været ved at pille, han gik omme ved remskiven og jeg på den anden side ved tandhjulet. På et tidspunkt er han begyndt at dreje på remskiven og jeg havde fingerne inde i tandhjulet, hvorved dé blev knust, de var ligesom en pandekage, der var blod og sort olie, selvom det ikke blødte så meget, det blødte mere igår da jeg kom til at stikke mig med en kniv. Da min mor så det var hun nær ved at få et chock og så gik det afsted til Tranebjerg sygehus, hvor det var Guldmann der satte mine fingre sammen og han sagde til min mor ”at nu havde han gjort det bedste han kunne”, der blev klippet af flere gange, men de kom sig jo, men det var da mærkeligt at det skulle ske den sidste dag da maskinen skulle afhentes og den havde stået og været bundet med ståltråd inde i loén, men det havde den ikke været udenfor, ”pilfinger” (sagde Erna).

Familien har nok trådt til mange gange, selvom vi havde køer og grise, vi har haft en god barndom, vi har aldrig gået sultne i seng, men om tøj havde drengene aldrig fået nyt, de overtog hinandens tøj, men de fik nyt tøj når de skulle konfirmeres, så fik de alle et sæt tøj. Jeg har læst i brev fra da min far var syg og lå på Holbæk Sygehus, inden han døde nåede han at sende et brev til min mor og der var der en af mine brødre der skulle konfirmeres, og så syntes min mor at han godt kunne få den forrige der var blevet konfirmeret, men der skrev min far så, at han også skulle også have nyt tøj, det havde de fået alle sammen og sådan blev det. Nyt tøj og sko, jeg kan huske de sidste var i matrostøj.

Jeg var jo ikke sammen med så mange af dem, nu var der 2 år imellem min yngste bror Villy og jeg og det er så ham jeg har haft mest med at gøre og var mest knyttet til. Han døde desværre ret tidligt, kun 54 år, så det er ikke gået efter alder, det er ikke derfor jeg er den sidste

Til august skal efterkommerne samles på Samsø, min bror Karl der har boet i Thorup og havde 3 børn, de kommer ialt 30 fra den familie, men så mange kommer der vist ikke fra de andre familier.

Vi samledes altid til runde fødselsdage, sølvbryllupper,(og kortspil, siger Ernas mand Herman). Da vi boede på Samsø så havde vi altid vores naboer og de søskende der også boede på Samsø, til kaffe. Min ældste bror boede i Kolby.

Herman fortæller:

At dengang vi havde ”Strandlyst” hvor der kunne være ca. 50 personer, som nu er blevet udvidet, som vi byggede, det var kun et lille træhus da vi købte det, der havde været udsalg af Carlsberg øl, så det blev brækket ned og bygget op som på billedet der.

Erna forstsætter:

Vi kan jo sige at vi har været heldige, jeg er da over 90 og Herman bliver det næste gang

Herman:

Og når vi så er så nogenlunde oppe i hovedet er det jo ikke så galt og vi har aldrig haft hjælp

Erna:

Jeg kan kan godt når bare jeg har en stol i nærheden, jeg kan godt blive lidt forpustet, men endnu har vi da kunnet klare det og jeg tror jo også det er godt, så længe man kan og vil.

Herman:

Alle dem jeg kender fra slagteriet hvor jeg var i 25 år, de er døde alle sammen, alle dem i min alder, det er ikke så langt tid siden at vi havde krondiamantbryllup (hvilket er 65 år!), der var vi på tur til Skive. Jeg havde arbejdet på slagteriet i Ålestrup hvor jeg var kontrolant, så der ville jeg lige hilse på alle dem jeg havde arbejdet sammen med og der var ikke én af dem der var tilbage, ikke én, det var sgu da trist, der var jeg oppe i 4 år inden vi flyttede her til Ebeltoft.

Karl Erik:

Hvordan er det at være den sidste af ”De 17”:

Erna:

Ja det var mærkeligt, det har vi talt om når vi var til de forskellige fester, jeg kan huske da vi havde sølvbryllup der hjemme på Strandlyst der havde vi jo plads til at have dem allesammen og der er der en af mine brødre som siger ”nu skal vi altså fotograferes (det var i 1966) (det her er fra 1954) for det her sker ikke en gang til, at vi alle bliver samlet her”, der var 2 af mine brødre der var døde dengang, så vi var 15 tilbage og der blev vi så fotograferet. Der var det forresten at min yngste bror der ved at være syg og skrante og døde kort tid efter. Min bror Ole druknede, han og min bror Niels skulle ud med jollen og fiske, de væltede så overbord begge to, Niels kom hen og klammrede sig til jollen og Ole kom op et par gange med brillerne på så Niels, og så forsvandt han. Ole drev ind dagen efter, sønnerne gik langs stranden, de vidste sådan med vind og strøm hvor de skulle finde ham. De fandt ham henne ved den Hellige Kilde, jo det var sørgeligt, men ellers er det jo lidt mærkeligt at blive ene, det er det da, for vi havde jo snakket om hvem der blev den sidste, det er jo mange at følge til graven.

Herman:

Vi har jo ingen efterfølgere os to, vi har haft en dreng.

Erna:

Jeg har født en gang, en vanskelig fødsel, hvor jeg blev tangforløst, han havde fået indre blødninger i hovedet og døde efter 12 timer, havde han overlevet, havde det ikke været uden mén.

Karl Erik:

Hvordan gik det i skolen?

Erna:

I skolen, ja det er det jeg gerne plejer at sige, ”jeg har aldrig været tilbage”, vi svømmer omme i svømmehallen, ”er det når der skulle laves kunster” siger de, ”ja lige bestemt” siger jeg. Skolen, jeg var da glad for at gå i skole og har også klaret den helt godt, men det siger min bror også, min bror har indtalt på bånd til radioen, han var ikke så god til at lære og min mor læste og læste med ham og sagde ”hvordan pokker kan det være at du ikke kan, for Richard behøves slet ikke at læse”, han kunne altid så der er lidt forskel på det og min bror var så gal på læreren, så havde de nok rusket lidt i ham og lærer Jørgensen hed han og havde jagt ude i vores mark og når han så kom ud for at skyde, så rendte min bror ude i rækkerne inden han kom og fik jaget alle harerne væk.

Vi er ikke lige direkte blevet drillet, men vi kunne da blive det, men det var nu ikke så slemt, vi holdt sammen, nej jeg er aldrig blevet drillet med at være en af ”de 17”. Jeg kan huske da jeg kom ud at tjene, jeg var mange år på Ballen Badehotel, det var dér jeg lærte Herman at kende, og direktøren på Grovvarefabrikken, Hegaard, han kom meget på hotellet, han kaldte mig ”lille 17” og det kunne jeg altså ikke lide, så kunne der godt komme nogle bemærkninger, ja det måtte jo være fejltryk, jeg kunne huske at der var en dame der sagde engang da hun havde hørt det med ”lille 17”, ja jeg siger, jeg tror da heller ikke at jeg ligefrem har været et ønskebarn og skulle være nummer 17, sådan var det jo. Der var en i skolen der blev drillet han blev kaldt ”grønbuks”, det har jeg nok også været med til og det var ved at han gik i omsyet tøj, det gjorde vi jo allesammen, det var så blevet en lidt mærkelig farve. Der var jo ikke den store forskel på børnene, selvom vi også gik i omsyet tøj. Min mor syede kludesko og lavede selv sålerne af flere lag af gamle frakker og sådan noget, og så havde hun en gammel symaskine hun kunne sy de her kludesko og sålerne ferniseret og hæklet. Dem havde vi så med i skole og træsko, de kom jo med træsko og skiftesko, det var ikke noget vi blev drillet med, sådan var det det.

Karl Erik:

Hvornår døde din mor?

Erna:

Hun døde i 1943, 69 år, der kom der 3 børnebørn det år, min mors liv har været børn og børn lige til hun segnede, for da hun var død kom min bror om morgenen ind med hans lille pige på et par år, som bedste (min mor) som hun passe, imens de skulle i marken, så hendes liv var børn siden hun var 18. (10 sønner bar Moderen til Graven, skrev avisen)

Huset er der stadig og der var ingen af familien der overtog det, Niels solgte det og købte Kildekær i Tranebjerg hvor der var mere jord til, som Kæmpe siden overtog til gartneri med solbær, som nu er hestestutteri.

(Her bliver der set på gamle billeder):

Min bror (Ole) i Vesterløkken overtog min bedstefars ejendom.

Det her er oppe fra Kolby, da skulle vi på skovtur, der har min søster fra København været hjemme og så begge køretøjer, Niels der havde det der hjemme og Ole i Vesterløkken, der var to hestekøretøjer med familier

Min ældste bror Marius (Peder Kristian Marius) boede i Kolby

Her er vi til bryllup, der sidder min mor på knæ og det er Holm min onkel og moster, det er min kusine Mitte der bor i Vadstrup og blev gift med Johan Madsen og der står jeg som stor tøs (i hvid kjole yderst til højre), det var kun min mor og mig der var med.

Her siddder jeg på hesteryg sammen med en pige fra København, hendes far og mor de var kommet på ferie ved købmandsfolkene der boede ved siden af købmand Jensen. De drenge der holdt ferie blev venner med mine brødre og så kom de i mit hjem da de var blevet gift og med deres børn. Der sidder min bror Karl og så den lillle pige fra København, men de er jo snart forsvundet, men sådan nogle billeder holder godt. Der er min bror Aage der er en flot fyr og det er min far og det er mine 2 søstre (Anna til venstre og maren til højre), vi var jo kun 4 piger, det var hende der kom til København, hun var så ferm til at sy, hun syede tøj til os piger, fine kjoler. Maren havde telefoncentralen ude i Nordby, Maren og Kristian Snedker, ham arbejde ved telefonvæsnet. Og her er min farfar, vi sagde altid ”ollefar” og der er jo så min bror Ole der kom ned til dem før han blev konfirmeret og overtog ejendommen, det er en af hans sønner. Og så min søsters Emmy.

Min bedstefar arbejdede på Brattingsborg, spadserede fra Vesterløkken, jeg tror de oplevede at få diamantbryllup, det var vist sjældent dengang.

(Et billede af 2 brødre) Aage til venstre og Svend til højre.

Og så havde vi gadekæret det var vores liv, der skete der altid noget, både sommer og vinter. Der blev bygget til, da jeg fik fingrene i maskinen, for da vi kørte til sygehuset, min bror spændte jumpen for, min svigerinde var lige kommet på besøg, før de blev gift, så den var klar jumpen og hesten, så kørte de til Tranebjerg sygehus og der snakkede de om at de var ikke engang klar over at det var i tærskemaskinen jeg havde fået dem i, de troede at det var den maskine hvor de lavede mursten, de havde ligesom et vaffeljern, syntes jeg, men jeg sagde ikke noget hvordan det var sket.

Vi ser på flere billeder.

Erna:

Her nogle fra udflugter, der er min bror Aage fra København, når han var her, her er flere af mine brødre Richard og Niels og Hanne min søster Anna fra København, det har så været ude ved fjorden og et billede oppe fra Dyret, vi kom altid sammen og kom hinanden ved.

Karl Erik:

Hvornår flyttede I til Ebeltoft?

Herman:

Det gjorde vi, ja, lad mig tænke mig om, i 1964, der byggede vi huset her, vi boede nede ved bager Mellerup (Ebeltoft) i 2 år. Det her var kirkejord, det blev så udstykket, der var der ikke spor her, alt det der oppe var bakker, brakmarker, der var der intet der dervar bygget nedenfor, vi kunne se når færgen kom og så kom alle bilerne, som vi kunne se nedenfor. Der er bygget meget de år vi har været her.

Erna:

Vi havde det gadekær som var vores et og alt, der samles vi også om aftenen, særligt om vinteren når der var is, så var vi klar over at isen blev ødelagt, når det var lørdag og søndag, når de unge mennesker kom, for så skulle de rende i kæde når den så rigtig gyngede, så tog de hinanden i hænderne, hvor langt de kunne rende, og når endelig der var rigtig is og kunne løbe på skøjter, så havde vi ét par skøjter derhjemme og så min oldemors gamle knapstøvler og dem sloges vi om og have på og skiftede om at have dem på. De lavede også selv slæder de kunne stå op og en ispig så de rigtig kunne køre hen, men så skulle der også saves i stykker så de kunne løbe på de bræddestykker og nogle faldt da også i, og så var den is jo ødelagt, men frøs jo heldigvis sammen igen. Det gadekær var et og alt også om sommeren, hvor de laved små både, et bræt med et søm i, da de blev større kunne de lave pæne både og havne og legede de sejlede smør og dritler fra Kolby til Århus, der skete altid noget.

Karl Erik:

Hvor mange værelser var der i huset?

Erna:

Ja, du bliver forbavset, der var 2 stuer, 1 soveværelse, og et lille værelse, hvor der kunne stå en seng ved hver side, så kunne vi gå op imellem, der havde de præsteret at ligge 2 i hver ende, så der kunne jo alså ligge 8 og da min bror og svigerinde kom hjem fik de stuen, der var der så heller ikke flere børn og stuen blev deres soveværelse. Imens børnene var små, der brugte de der værelser hvor der kunne være så mange i sengene, dragkisten, den nederste del, blev brugt til babyér, og den der var lidt større, når så han kom hen og så den lille, lå med sutteflasken, så huggede han flasken og løb så om bag døren. Jeg har ikke været til imens der var så mange hjemme, det kan jeg rigtigt huske Jeg sov da sammen med min bror Villy (foto af Erna og Villy) en overgang det kan jeg da huske og så 2 unger i den anden seng, de var så efterhånden blevet konfirmeret, men det var mest Villy og til sidst og min søster Mitte (Marie)vi var 3 oppe i det værelse. Men ufatteligt i sådan et lille hus hvordan, jeg begriber det ikke, men det gik jo. Du kan jo nok tænke alle de unger med træsko, de havde jo hver sin plads, der var orden så de stod i række og de vidste hvor de stod. Så var der også engang, mine brødre havde en kammerat, skomagerens søn, han var væk en aften og hans far kom og spurgte om vi havde set ham, Lasse hed han vist, så da dé kom ud så de, at der var et par træsko for mange, så lå han inde ved de andre og sov. De der træsko købte min far, der var en gang om året udsalg henne Holm Madsen i Onsbjerg, der købte min far de mange træsko, så var der engang en mand der sagde ”hvad i alverden skal du da med alle de træsko” hvortil min far svarede ”jeg skal love dig at jeg har ben til hver eneste en af dem når jeg kommer hjem”

Herman:

Ja det var godt en stor flok, 17 er fandme mange børn.

Erna:

Lige sådan var der Otto Heerskov, havde forretning, manufaktur i Tranebjerg, de havde hver fastelavnsmandag udsalg, han havde altid gemt noget som min mor kunne købe billigt, hun syede selv skjorter bluser og sådan noget, jeg ved da når de blev konfirmeret så fik de så og så meget skjorter og hvad der nu hørte sig til når de skulle ud og tjene, så fik de heller ikke mere, det var alt hvad der kunne blive til, de var altid forsynet når de tog hjemmefra og så måtte de selv sørge for sig selv resten af tiden. Det ved min mor sagde, at han sørgde altid for der taget nogle ruller fra, så der var nogen der tænke på dem.

Herman:

Når vi var samlet fik vi altid et spil kort, fordi der var jo nok af dém (sagt med lune).

Erna:

Og her er et billede fra en fest hvor der også var mange og det der er et gammet postkort med købmandsforretningen vi var naboer til og så der er min mor (Erna lyser op) med mave på og ungerne og flere af børnene (Maren, Svend og Aage) kan jeg da se, vores hus er ikke med, og der er postmanden hus og Peter Hjulmand og flere af hans sønner Hans og Rasmus og jeg tjente ved Rasmus Hjulmand Jeg er ikke med på billedet, der kom flere til efter.

Mange gange var jeg på Samsø, hvert år tog jeg til Samsø i maj måned og var til september, så kom Herman hjem i weekenderne og hjem var på Samsø, indtil det her blev bygget.

Herman:

Ja dengang vi var unge, kunne vi komme ud på ferie, det kan vi ikke mere, vi er for gamle.

Erna:

Ude er godt hjemme er bedst og så være glad over at vi har været så meget ude, for vi har rejst som regel 2 gange om året, for- og eftersæson. I førstningen skulle Herman have ferie om sommeren, så han kunne hjælpe mig derhjemme på pensionatet i den værste tid, men så fandt vi ud af, at vi fik jo ingen ferie selv, bagefter stod vi der og kunne ingen ting, så det lavede vi om på. Herman kom også hjem hver weekend, selv fra Ålestrup, også fra København, hvor han begyndte inde i Kødbyen, han skulle tage hvad der blev tilbudt. Jeg sagde også ”at jeg flytter med dig hvorsom helst, men ikke til København” og det første han blev tilbudt var ”kan du begynde inde i Kødbyen om 8 dage”, men han var glad for at være i Kødbyen, men det var jeg ikke.

Herman:

Håber du får noget lidt ud af det?

Karl Erik:

Ja det har jeg (supermeget og håber andre også gør det)

Erna:

Er der noget andet du vil spørge om skal du bare sige til.

Jeg er så 90.

Karl Erik:

Det kan man ikke se på nogen af jer.

Erna:

Nu er det jo snart et ½ år siden jeg blev 90, jeg fylder jo i september, så det er pokkers som tiden går, man bliver gammel, det kniber med Hermans øje i den her tid.

Karl Erik:

Jeg vil da sige tusind mange tak for kaffe.

Erna:

Tak fordi du vil komme herud, jeg var lige ved at sende afbud for jeg syntes jo ikke der var noget, men jeg ved ikke om du har fået noget ud af det

Karl Erik:

Det har jeg i hvert fald.

Erna:

Hjemme på Samsø har vi et gravsted, hvor vi er kommet siden jeg kan huske, min far var død før jeg kunne huske ham, så skulle jeg med mor i kirke om søndagen om sommeren, for så skulle hun jo i kirke med en buket blomster, det var på gåben, for der var da et godt stykke fra Tanderup til Onsbjerg, så det var jeg jo ikke lige altid begejsteret for, jeg skulle da hun ikke kunne gå selv, så skulle jeg selv af sted med en buket og jeg kunne jo ikke huske min far, så det sagde mig ikke rigtig noget da jeg var så lille, det var jeg godt nok ked af, men sådan var det, der skulle buketter derhen. Det gravsted har min yngste bror Villy, så der er jeg kommet fra jeg kan huske og så til nu, jeg mener at vi har været derhenne for sidste gang, men nu skal vi til Samsø igen (til august) og så skal vi rundt på kirkegården så der er jeg kommet alle dage: I førstningen skulle vi ned og hente vand i en branddam der lugtede råddent og grimt altsammem , jeg syntes der var frygteligt træls det der med kirkegårde, men efterhånden bliver man klogere, men det er mærkeligt at min bror og svigerinde der har det selv samme gravsted.

Herman:

Vi har rejst hele verden i vores tid, vi har været i Amerika, Caribien, England, vi har ikke noget tilgode, ”ikke hvad det angår” tilføjer Erna.

(Her er et par fotos mere Erna mor med flere, i haven Erna som koholder med en pige fra københavn)

Ebeltoft den 26. april 2007.

Afskrift af lydoptagelse Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen